
Jeg ønsker at gøre en forskel med mit kunstneriske udtryk, hvilket for mig hænger nøje sammen med det at gøre en forskel som menneske. En enhed.
Jeg gør det, mit hjerte banker for. Mine værker er mit hjerteblod.
Jeg ønsker at bevæge mennesker. Som kunstner vil jeg gerne fortælle, at min/vores verden med dens farver, lys, motiver, former og rum betyder en stadig voksende berigelse for mig.
Mennesker, mennesker i landskab, land-skaber fascinerer mig.
I mine portrætter ønsker jeg at vise, hvad mennesker ”fortæller” mig. Mennesker i min tolkning. Mine nøgenportrætter er en forening af ansigtets udtryk og udstråling sammen med kroppens. Ligeledes i min tolkning.
Jeg arbejder på samme måde med at udvikle mit kunstneriske udtryk gennem modellering. Også en proces.
Mine værker er mit udtryk for mine tanker, hvad jeg iagttager, ser og oplever – glæde og smerte. Ekspressivt.
Og jeg leger.
Mit værksted er mit hjem. For mig er det vigtigt, at jeg kan gå ”til og fra”, når som helst jeg ønsker det. Og jeg arbejder med flere værker samtidig – over tid.