Som autodidakt har Syberg den store fordel ikke at være blevet skolet. Hun kan fordomsfrit og uden bagtanker male på livet løs uden at gøre sig store og i sidste ende unødvendige overvejelser over, hvad man bør og ikke bør, hvad der er trendy og ikke-trendy.

Som enhver god maler ved, starter man helt forfra, når man begynder på et lærred. Det nytter ikke at forsøge at tilpasse sig til den såkaldte tidsånd, for den forsvinder som dug mellem hænderne. Det eneste, der tæller, er det lange seje slid, selv for en så lystbetonet maler som Kirsten Syberg.

Den ydre anerkendelse er selvfølgelig rar, også af økonomiske grunde, men det drejer sig først og fremmest om at finde sit personlige formsprog.

Uden det bliver man allerhøjest en døgnflue i branchen. Og en døgnflue vil Kirsten Syberg aldrig blive. Dertil er hun alt for jordisk overstrømmende. Maler, som hun er.

Af Tom Jørgensen, Kunstavisen