Anne Marie Noeraa Pedersen

 

Jeg har praktiseret min billedkunst i en række år og har haft en del udstillinger både separat- og gruppeudstillinger og har deltaget i flere censurerede kunstudstillinger. Det er hovedsageligt malerier som jeg laver, men også papircollager, skulpturer og foto. Mine værker er som regel figurative, ofte med et budskab, ironi og humor. Inspirationen kommer alle steder fra: Storbyen, naturen, havet, at betragte livet. Jeg har altid kunne lide at lege med ord, at rime, at digte, at skrive. En sætning kan blive til et tema som jeg kan arbejde ud fra i mine værker. Jeg er aktivt medlem af Den Spanske Forening og har rejst en del i Spanien og U.S.A., hvilket ofte kommer til udtryk i mine værker. Jeg har altid været fascineret og inspireret af plakatkunst. Allerede som barn blev jeg begejstret når jeg stod over for en plakat af Sikker Hansen eller Toulouse-Lautrec. Jeg har været elev på kunstskolerne: Den Frederiksbergske Billedkunstskole, Billedskolen i København, Den Klassiske Tegneskole, Glyptoteket.